Ny bog sætter spørgsmålstegn ved Jellings historie: Ekspert maner til ro

Efter fem års research har Ernst Munch fra Hee i Vestjylland lavet en udgivelse, der sår tvivl om meget af Jellings historie. Men ekspert Leif Baun mener ikke, at det er noget, man ligger søvnløs over i kongernes by.

Af: Christoffer Grysbæk og Mikkel Krøll

Monumentet i Jelling råder over to høje, en kirke, Jellingstenene og en palisade hele vejen rundt. FOTO: Christoffer Grysbæk

Det er svært at sige Jelling uden at tænke på stenene. Det er nemlig hovedattraktionen for den lille by tæt på Vejle.  Her bugner det af historie, hvor både Gorm Den Gamle og Harald Blåtand havde sin gang. Dette faktum er skrevet i sten. Bogstavelig talt. Jellingstenene er beviset på overgangen fra den hedenske vikingetid til kristendommen, som vi kender i dag. 

Ernst Munch fra Hee i Vestjylland har i en ny bog fundet grund til at tro, at meget af Jellings historie faktisk har sin oprindelse i Hee. Derfor er det store spørgsmål: hvad sker der med Jellings selvforståelse, hvis deres historie faktisk viser sig at være usand?

Spørger man journalist Leif Baun, så er der ingen grund til panik. Leif Baun har i mere end 30 år skrevet stort og småt om Jelling, og han ser ikke anledning til bekymring – hverken for Ernst Munchs bog, eller hvorvidt kongefamilien startede i Jelling eller ej: 


”Man har aldrig påstået, at kongefamilien er fra Jelling. Det er et rygte, som er begyndt af ingenting. Det man kan sige er, at Jelling er blevet valgt til de her monumenter. Det gælder både højene og stenene. Det er det, som har betydning. For af en eller grund, så har man i den tid valgt Jelling til disse ting. Måske som Kongeligt teater”, fortæller Leif Baun.

Og netop monumenterne er det vigtigste. Ifølge Leif Baun er det dem, som ligger til grund for den store stolthed i Jelling.

Museumsdirektør er ikke bekymret

Spørger man Morten Teilman-Jørgensen, som er museumsdirektør for Kongernes Jelling, så er der heller ikke de store chancer for, at bogen kommer til at ændre danmarkshistorien:

”Det er ikke særlig sandsynligt, og det er det, vi snakker om her. Når vi snakker om sådan en gammel historie, så skal vi prøve at sandsynliggøre den. Hvorfor er den her? Hvorfor hører den til her? Og der er ikke noget i det, jeg har set eller hørt, som ikke gør, at de ikke skulle være fra Jelling. Det er rigtig fint, at man bruger tid på at kigge i gamle bøger. Og vi skal også altid være parat til at tage snakke om, at historien er anderledes. Men ligefrem at ville tage den ene Jellingesten og bortføre den, synes jeg ikke er en god ide”, siger Morten Teilmann-Jørgensen.


Nyhedsbølgen Vejle har forsøgt at få et svar fra Ernst Munch, men har ikke svaret tilbage på vores henvendelse.