I Vejle Kommune er der gode muligheder for opladning af elbiler | Foto: Johannes Husted Hagelsø
Elbilsalget er vokset, hvorfor behovet for offentlige ladestandere er vokset parallelt. Vejle Kommune har dog forudset udviklingen og planlagt dertil, på trods af mere end en fordobling af antal elbiler i kommunen siden juni 2023.
Af Johannes Husted Hagelsø
En ny undersøgelse fra FDM viser, at mere end hver tredje dansker ikke har mulighed for at oplade en elbil ved deres bopæl. Elbilernes popularitet er kraftigt stigende, da over 50% af alle nye registrerede biler i Danmark er elbiler. Opladningsmuligheder udenfor ejernes bopæl er der derfor et stigende behov for, men det er umiddelbart ikke et problem i Vejle Kommune.
Vejle Kommunes hjemmeside oplyser, at der er 166 ladeudtag fordelt på i alt 29 kommunale lokationer. Det fremgår på Vejle Kommunes infoside: ”Ladestandere til el-biler”, der sidst er blevet opdateret d.30. juni 2023. Bestanden af elbiler i Vejle Kommune var tilbage i juni 2023 på 3.221. Det antal er mere end fordoblet i august 2024 til 6.594 elbiler.
Men hænger udbuddet af ladestandere sammen med den forhøjede efterspørgsel af elbiler?
”Vi har i et langt stykke tid været en smule foran kurven.”
Johannes Gregersen, chefkonsulent i Teknik og Miljø i Vejle Kommune, der har været markant involveret i udrulningen af ladestandere, fortæller:
”Lang historie kort: Vi er et godt sted og vi følger udviklingen, men jeg tror ikke lige nu, at vi står over for at skulle opsætte flere ladere,” udtaler Gregersen.
De 166 ladeudtag er eftersigende de ladestandere, der står på kommunens arealer eller på kommunens parkeringsarealer og parkeringshuse. Vejle Kommune har løbende installeret ladestandere på offentlige og private arealer: ”Vi har i et langt stykke tid været en smule foran kurven,” mener Gregersen. Han bemærker desuden, at det ikke kun drejer sig om kommunens egne arealer, men også steder som supermarkeder, tankstationer og andre relevante lokationer.
Vejle Kommune er godt dækket ind med offentlige ladestandere.
Der er gennemført flere opsættelser af ladestandere på offentlige områder de seneste år og kommunen følger nøje udviklingen i antallet af elbiler for at sikre, at ladeinfrastrukturen matcher behovet.
Tidligere har kommunen haft flere ladestandere end nødvendigt, og ifølge Gregersen er der ikke akut behov for flere ladestandere på nuværende tidspunkt, men han ser derimod en modsat tendens:
”Det vi hører fra de operatører, der har opsat, er nærmere, at de er lidt skuffede over, hvor få biler der lader på de offentlige p-arealer. Jeg tænker egentligt, at vi er rigtig godt dækket ind med offentlige ladestandere.”
Hvem har elbiler i Vejle Kommune, og hvilke problemer opstår der for dem?
Johannes Gregersen ser dog et problem i, at elbiler primært er udbredt blandt folk, som ofte bor i egen bolig med mulighed for at opsætte en privat ladestander, hvilket begrænser elbilens udbredelse blandt lejlighedsboere:
”Jeg vil gerne sige, at vi synes det er et problem hos os i Vejle Kommune. Elbiler har jo meget stort omfang været noget for den øvrige middelklasse som i vores del af Danmark i høj grad bor i eget hus med egen garage eller carport, og dermed egen lademulighed.”
I takt med at flere elbiler kommer på vejene i Vejle, er det især beboere i lejligheder og almennyttige boliger, der møder udfordringer med opladning:
”I takt med at elbiler bliver mere og udbredt så er det jo også i større omfang folk måske bor i almennyttige boliger – i lejligheder. Og der har vi en udfordring med at få ladestandere nok op. Fordi i det tilfælde er det jo boligforeningen, der skal finde ud af, hvordan de vil gøre det. Og det har vist sig at være lidt svært for nogle af boligforeningerne, at få skabt opbakning til at bruge penge på det,” fortæller han.
Faktaboks:
Antal offentlige ladestationer i kommunens fem største byer:
Nr By Ladestationer (2024)
1 Vejle 87
2 Børkop 7
3 Give 9
4 Jelling 6
5 Brejning 2
Kilde: Chargefinder.com/dk
(Note: Der er flere ladestandere ved ladestationerne. Stationerne bruges i denne sammenhæng som indikator for, hvorhenne elbilejere kan oplade deres køretøj. Der er helt op til 40 ladeudtag per lokation, men oftest mellem to til seks ladeudtag. Ladestanderne kommer bl.a. fra Ewii, Clever, Norlys, E.ON og Monta)
De fleste, der kan, vælger at installere en ladestander hjemme.
Denis Kaja er salgsansvarlig for Cupra ved Autocentralen Vejle i Vinding, og han ser en klar tendens i Vejle Kommune til, at dem der køber elbiler, køber en ladestander med hjem til egen adresse. Om hvor mange der køber en ladestander med hjem, når de køber en elbil, kunne han svare følgende:
”Alle sammen vil jeg tro. Dem der har mulighed for det vil sige dem der typisk bor i hus, eller hvis det er noget rækkehus hvor ejerforeningen eller grundforeningen har givet tilladelse til det. Dem, der egentlig ikke gør, er dem, der bor i lejlighed, og det er simpelthen, fordi de ikke har mulighed for det. Men ellers vil jeg godt vove at påstå, at vi er oppe i procentmæssigt slut halvfemserne. Dem der har muligheden for det, tager også en ladestander med hjem.”
Denis Kaja påpeger, at de kunder, der bor i lejlighed, typisk har lademuligheder tæt på deres bopæl, og ofte ikke har et stort kørselsbehov. For dem kan det være tilstrækkeligt at lade bilen, når det er muligt, selvom det ikke er optimalt:
”Vi har dog også nogle kunder der bor i lejlighed, men så bor de typisk tæt på en offentlig lynlader, og har måske ikke verdens største kørselsbehov, så hvis den nu er optaget den ene dag, så kan de lade en anden dag. Det er selvfølgelig ikke optimalt for dem, der kører 50.000 om året, og har brug for at lade hver aften, så skal man have sin egen ladestander.”
Hører meget sjældent klager over lademuligheder.
I forbindelse med diskussionen om lademulighederne i Vejle Kommune udtaler Denis Kaja, at der tilsyneladende ikke har været klager fra kunder over manglende ladestandere:
”Lige på stående fod, mindes jeg ikke, at jeg personligt har talt med nogle kunder, som har brokket sig over det (red. lademuligheder i Vejle Kommune). Der findes jo de forskellige ladekort, hvor man kan se, hvor der er ladestandere henne.”
Denis Kaja understreger, at han endnu ikke har mødt nogen, der har oplevet helt at mangle opladningsmuligheder for elbiler i Vejle Kommune. Han nævner, at nogle elbilister benytter ladestandere nær deres arbejde, mens andre har adgang til opladning tæt på deres bolig:
”Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen endnu, hvor de har sagt, at der slet ikke er noget i nærheden. Der er nogle få der siger, at de har mulighed for at lade tæt på deres arbejde, så lader de bilen op der. Og ellers så er det, fordi der er en ladestander tæt på, hvor de bor.”
Fremtiden byder på flere ladestandsprojekter.
Johannes Gregersen ved dog også godt, at selvom de har været forberedt på stigningen i andelen af elbiler i kommunen, så er der også områder, kommunen ikke kan gøre så meget ved:
”Selvfølgelig er der behov for hele tiden at opsætte flere ladestandere, men det er i rigtig høj grad også lynladestandere langs de store veje, der er behov for, og det er ikke noget, vi gør os i. Vi gør os i parkeringsarealer i byer og pendlerpladser og sådan nogle steder.”
Indenfor det kommunale er der andre planer under opsejling; nemlig en stor grøn omstilling for kommunens køretøjer, tilføjer Gregersen:
”Jeg kan i øvrigt lige sige, at vi også har et andet udbud. Vi er ved at omskifte vores egne biler til el. Og i den forbindelse er vi ved at lave et udbud på omkring 200 ladestandere til hjemmeplejebiler og så videre.”
Derudover er der også planer om at lave en ladeplads ud langs motorvejen ved Give.