The Body Shop er som kæde gået konkurs, men i Vejle gågade ligger den andensidste forretning i landet. På trods af at Vejle de seneste år har været præget af butiksdød, består The Body Shop butikken i Vejle. Butiksindehaveren Ann Sørensen fejrer i denne uge 21-års jubilæum.
Af Cornelia Munch Moesgaard
Det er tirsdag formiddag i Vejle bymidte. Byen er ved at vågne og butiksmedarbejderne er ved at åbne deres forretninger. Ann Sørensen er ved at åbne The Body Shop på Nørregade. Som 23-årig overtog hun forretningen, og det har været vigtigt for hende at blive ved med at udvikle butikken og sætte sit eget personlige præg på det ellers etablerede koncept. ”Detail har taget en anden drejning. Nu skal vi tilbyde en oplevelse. Det er ikke nok, at man bare kan få sit produkt med hjem. Hvis du ikke ændrer dig og følger med, så afvikler du. Du skal hele tiden udvikle dig”, siger hun.
Flere provinsbyer har gennem de seneste år oplevet flere og flere butikker lukke og Vejle er ingen undtagelse. Tal fra Vejle Kommune, viser at der i 2018 var registreret 545 butikker i kommunen, i 2023 var antallet faldet til 456, denne tilbagegang svarer til 16%.
En kædeforretning med personlighed
Et af de initiativer, Ann Sørensen har implementeret, er de såkaldte beauty aftener, som afholdes i butikken. Her kan man få en personlig guide, og samtidig prøve at lægge sin egen makeup, mens man får råd og vejledning. I forbindelse med hendes 20-års jubilæum sidste år, udvidede hun sin forretning ved at etablere det, hun kalder en beauty bar, med henblik på at udvide faciliteterne til beauty aftenerne.
”Vi synes alle sammen godt om at føle os set. Jeg går meget op i at behandle alle ens herinde og give en god service, men samtidig være ærlig overfor kunderne”. Hun understreger, at makeup skal ses som et værktøj til at fremhæve de ting, vi godt kan lide ved os selv. ”Makeup skal ikke skjule, men derimod fremhæve det, vi synes er megaflot ved os selv”, siger hun.
The Body Shop blev grundlagt af Anita Roddick i 1976. 28 februar 2024 gik kæden konkurs, men få franchisebutikker lever endnu. Ann Sørensen har fået sin forretning til at køre rundt i 21 år, trods de seneste fem års tendens til butiksdød i Vejle kommune. Hun mener det skyldes, at hun yder en personlig og ærlig service, tænker nyt og har nogle yderst loyale kunder.