Klimaændringer skaber nye bekymringer for Givskud Zoo: “Skal vi lave nyt anlæg til den sibiriske tiger, eller skal vi kloakere parken?” 

Den globale opvarmning skaber våde somre i Danmark, og det medvirker at Givskud Zoo ser tendenser til færre gæster i højsæsonens måneder grundet den enorme mængde regn. Det skaber fremtidige udfordringer for zooen, som vil koste millioner af kroner, og det er en af grundene til at et fast økonomisk bidrag fra kommunen, vil være fordelagtigt.

Givskud Zoo er Vejles største turistattraktion. Foto: Kristine Kammersgaard

Af Kristine Østergaard Kammersgaard 

“Ændret kloakering i parken vil koste millioner – og det er ikke noget, som gæsterne bemærker,” fortæller Morten Hechmann Andersen, formidlings- og marketingschef i Givskud Zoo, om den udfordrende prioritering, som zooen kommer til at stå overfor, hvis den globale opvarmning fortsætter med at skabe våde somre i Danmark de kommende år.  

Juni regnede væk 

I juni måned i år kom der færre besøgende i zooen end forventet, da den danske sommerregn holdt gæsterne væk. I Givskud Zoo består belægningen i parken mest af grusveje, og der er ikke mange kloaker, der kan transportere vandet væk, så i perioder står dele af parken under vand – og de besøgende vil ikke have våde tæer. Heldigvis for zooen kom der flere besøgende i både foråret og her i efteråret, end de havde forventet – men i fremtiden skal der findes en løsning, så der kommer optimalt antal gæster i højsæsonen:  

“Vi er heldige med at have 50.000 personer med årskort til zooen, der besøger os fire gange om året i gennemsnit, men i højsæsonen afhænger besøgstallet især af turister og udefrakommende, der gerne skal løbe op i 200.000 besøg,” fortæller Andersen.  

Gederne kan holde til det stadig mere fugtige vejr – det kunne parkens lavlandstapirer ikke, og de er derfor foræret til Randers Regnskov. Foto: Kristine Kammersgaard

Fremtidens løsninger 

Indtil videre er regnen ikke en altoverskyggende bekymring for zooen, men for at imødegå de kommende års mulige regn-problemer og for at klimasikre parken, har Givskud Zoo internt lovet hinanden, at denne problematik bliver en del af grundlaget for deres nye perspektiv- og masterplan.  

De fremtidige planer kan bestå af bedre kloakering, anden belægning i parken eller flere indendørs dyreanlæg. Men det er alle sammen store investeringer, der koster mange penge, og det kræver store overvejelser om prioriteringer: 

“Skal vi lave et nyt anlæg til den sibiriske tiger, eller skal vi lave kloakere parken? Det er et underligt valg,” fortæller Andersen.  

I Givskud zoo er de enige om, at de skal gøre noget, men det kræver flere undersøgelser for at vide, hvad de helt nøjagtigt skal gøre af tiltag.  

Flere indendørsanlæg vil gå i konflikt med parkens ambitioner om den grønne omstilling, da de er meget energikrævende. Foto: Kristine Kammersgaard

Kommunen burde punge lidt ud 

Et nyt ABS-regnskab viser, at Givskud Zoo spiller en stor rolle i at styrke Vejle Kommunes økonomi – den samlede økonomiske effekt ligger på hele 192 millioner kroner. Derudover skaber parken mange arbejdspladser, events og læring for lokale skolebørn, og den har en stor turistmæssig tiltrækning. Men trods det, er der ingen aftale med kommunen om fast tilskud til Givskud Zoo, hvilket undrer Morten Hechmann Andersen, og de andre medlemmer i ledelsen.  

“Vi har en udbredt undring om, at kommunen ikke vil gå i dialog med os angående vores betydning, og hvordan de kan understøtte os. De har få gange ved overskud i kommunen, givet os et driftstilskud til et nyt anlæg, men der er ingen faste aftale, “ fortæller Andersen.  

Flere andre zoologiske haver i Danmark er med i det kommunale budget, og har derfor faste indtægter fra kommunen, og det er netop dette, som Givskud Zoo også ønsker.  

“Under alle omstændigheder er det vores ansvar at vedligeholde vores virksomhed, og det kræver store prioriteringer. Det vil være en rigtig stor hjælp med basisbidrag fra kommunen,” fortæller Andersen.  

En ildsjæl i byrådet 

Når man spørger Dan Arnløv Jørgensen (C), formand for Kultur- og idrætsudvalget i Vejle Byråd, er han ikke i tvivl om, hvor mange goder parken skaber for kommunen og lokalsamfundet. Han ved, at parken trækker mange turister til, og han mener, at kommunen skal investere mere i turisme generelt – derfor skal Givskud Zoo, i følge Dan Jørgensen, have flere investeringer fra kommunens side: 

“Vi har allerede givet nogle anlægsinvesteringer, men det kunne være rart med lidt oftere og mere systematiske tilskud, så parken kan skabe nye attraktioner hvert andet år,” fortæller Jørgensen, der også er Byrådets repræsentant i Givskud Zoos bestyrelse. Han fortæller også, at han “ikke tror det er en hemmelighed, at byrådet deler den holdning, at Givskud skal have mere systematiske anlægstilskud.” 

Dan Arnløv Jørgensen fortæller, at han personligt kæmper dedikeret og “som en gal” for at sende penge ud til parken, og han mener i øvrigt også, at man i kommunen måske burde have en længerevarende aftale om midler til zooen.  

Han kan ikke love eller garantere Givskud Zoo, at parken i de kommende år vil inddrages i kommunens budget, men han fortæller, at kommunen er ved at investere mere i et “All Weather”- koncept, hvor kommunen skal investere i attraktioner, så besøgende gæster kan bevæge sig tørskoet rundt. Dog er Givskud Zoo problematisk, da nogle af deres arealer gør det besværligt og muligvis umuligt. Men han foreslår også noget andet angående Givskud Zoo: 

“Måske skal vi kigge på noget, der gør, at personer kan få en god oplevelse i regnvejr, eller at deres sæson kan strække sig længere hen over året.” 

About Kristine Østergaard Kammersgaard